søndag den 23. august 2015

Nem strik på store pinde

De fleste har hørt om den succes, Skappel-sweateren fik - først i Norge og senere i mange andre lande.
Nu har Dorthe Skappel lavet en bog med variationer over denne enkle sweater.
Sweateren er lavet til TV-strik - enkelt, på grove pinde og i dejligt blødt alpakagarn.
Bogen indledes med historien om hvordan denne enkle sweater blev til, og den er oveni købet kommet på Norsk Folkemuseums udstilling om norsk strikkehistorie.
Læs mere på hjemmesiden

Det er hensigten, at alle skal kunne strikke en Skappel-sweater. Til de enkelte modeller er der foruden et foto også en tegning med mål og forklaringer.


Der er også en udførlig forklaring på, hvordan man strikker de forskellige dele sammen til en raglanindtagning


Bogen indeholder en enkelt herremodel, en børnemodel og mange modeller til kvinder.
Alle modeller er strikket på p 5-6, så det bliver hurtigt til noget.

Skappel har eget garn udviklet i samarbejde med Sandnes garn.
I bogen fortælles om alpakagarnets egenskaber og fortræffeligheder.


onsdag den 12. august 2015

Besøg på garn- og textilmessen i Vejle

Dorthe fra Tind og jeg var på den halvårlige tur til Vejle for at se, om der var nyheder, vi bestemt måtte have i butikken.
Farvetavlerne er flotte hvert år. Alle udstillere byder ind med noget i den pågældende farve.

Her den grønne version

I januar blev Fru Zippe kåret som den flotteste stand.
Her er nyheder i puder designet af Astrid Skibsted Holm.

I Tind har vi Hexa og Sterk fra Du Store Alpakka.

Modellerne er strikket i Sterk og opskrift kan købes i butikken.

 Vi sælger en del tørklæder i strikkekits - især til turister. og Lillestrik har efterhånden et stort udvalg.
Lene er også udkommet med en ny bog Mere strik til tiden - denne gang fra 60, 70 og 80erne,

Flotte flettede kurve fra Ghana. Firmaet Hammershus Fairtrade importerer dem. Se flotte billeder på deres hjemmeside. Kurvene kan købes i Tind og jeg vil også have udvalgte modeller til salg, når mit værksted bliver færdigt om ikke så længe.

mandag den 10. august 2015

På glatis

Den anden sidste dag på islandsturen var til egen disposition, og vi valgte at tage på en gletchertur 2 timers kørsel fra Reykjavik. Vi skulle have udstyr på, inden vi kunne begive os afsted, vandrestøvler, pigge på fødderne, og en isøkse i hånden. Vi måtte gå 40 minutter, inden vi nåede gletcheren, og tidligere kunne den nås på 10 min. Det går meget stærkt med afsmeltningen - foruroligende!

Hvis man tror, at en gletcher er strålende hvid, så må man tro om igen. Den, vi gik på, var de fleste steder dækket af askestøv fra vulkanerne Hekla og Katla.

Men der var dog områder med næsten hvidt is.
Det regner eller sner 300 dage om året i dette område, så vi var heldige, for da vi var der, var det tørt, men diset.

Der er sprækker og revner i isen og her et større hul, og vi fik mange formaninger om ikke at gå for tæt på, da der kunne være 40 m ned.

På hjemturen var vi omkring to smukke vandfald.

Dette kunne vi gå ind under eller rettere om bagved.

Lørdag aften sluttede med en dejlig middag på Cafe Floran i den botaniske have i Reykjavik., og kokken var ingen ringere end Marentza Poulsen, som  lavede mad til os i Fuglefjord.
Næste dg skulle vi med flyet til København, og en stor tak til Karen Sandager, som havde tilrettelagt turen.

Vi så som nævnt islandsk garn mange steder, og længe undlod jeg at købe noget, indtil jeg fik den tanke, at jeg kunne strikke puder af det.
Her ses min stjernepude strikket som gobelinstrikning, og efterfølgende er der broderet dobbelte korssting i stjernen.

 I Selfoss købte jeg dette Malbrigo lace garn. Smukke farver, men jeg ved ikke, hvad det skal bruges til - endnu.
Filtede vanter blev indkøbt til gletcherturen, og selv om det ikke var decideret koldt, var det alligevel dejligt at have noget på hænderne. De er MEGET varme og bløde, selv om de er strikket i Lettlopi.

Text-to-speech function is limited to 100 characters

fredag den 7. august 2015

Islænderen

Overalt ser man et stort udvalg af islandske striktrøjer i forskellige mønstre, og de er alle strikket i det samme garn, lettlopi eller álafosslopi. Det er det islandsk producerede garn fra Istex
Lopi betyder kartet uld.



Der var to uldspinderier i Island, Gefjun i Akureyri og Álafoss i Mosfellsbær. I 1980'erne oplevede uldindustrien en stor nedgangsperiode, og de to fabrikker fusionerede under navnet Álafoss, bygningen ses på billedet. Men i 1991 måtte firmaet erklære sig konkurs, og hele landets uldindustri var på vej mod kollaps.
Men ihærdige ansatte kæmpede for at bevare deres arbejdspladser og etablerede et nyt firma, Istex.
Nu er det gamle spinderi i Álafoss et udsalgssted, som vi var inde at se.
Her ses "mønsterbilen".
Men der var mange "uldsteder" og her besøgte vi et andet, hvor udvalget også var stort.

Vanter, huer og tørklæder i lange baner, men heldigvis var der ikke brug for nogen af delene, som vejret artede sig for os.
Dog købte jeg senere et par til en gletcher-vandring, men mere om det i et senere indlæg.

Dette billede er taget i et ganske almindeligt supermarked, så man skal ikke gå langt efter uld.
Men samme gode kvalitet som i garnbutikkerne - ikke noget med kunstigt akrylgarn, som man kan finde i de danske supermarkeder.
Det islandske garn er billigt, ca halv pris eller mindre i forhold til danske priser.

I Reykjavik ligger den ene turistbutik ved siden af den anden og lokker med flotte trøjer.

I en butik så vi håndspundet garn, og det var betydeligt blødere end det industrielle.
En rigtig hønsestrik-model - desværre er billedet lidt utydeligt.

Også i lufthavnen kunne man købe striktrøjer i lange baner, og dette mønster var nyt for mig. Mon ikke det skal afspejle de islandske landskaber?
Farverne er så flotte i lopigarnet, men desværre er ulden grov og "krads" efter mine begreber, men jeg ville sådan ønske at jeg kunne bruge det.


torsdag den 6. august 2015

Island, Island

Vi var i Island i 2009, men dette land tåler så absolut et gensyn, og derfor tilmeldte vi os turen, som var arrangeret af Den Eksperimenterende Tekstilforening.
Efter vi var landet i Keflavik, gik turen til Den blå Lagune.
Vejrudsigten havde forudset regn og koldt vejr, men som det ses på billedet, skinnede solen, og det gjorde den faktisk på hele turen.
Her får I nogle af højdepunkterne:

Den Blå Lagune består af damme med varmt, mineralholdigt saltvand fra undergrunden. Dammene får tilført vand fra et geotermisk kraftværk, som ikke kan pumpe lige så meget vand tilbage i undergrunden, som det pumper op. Derved er der opstået et affaldsproblem, som løses ved, at man hælder det overskydende varme vand i nogle lavninger, som så er blevet til det område, vi i dag kender som Den Blå Lagune.

Vi var på tur til den Gyldne Trekant, her Pingvillir:
Þingvellir var nationens mødested i hele 868 år frem til år 1798, hvor danskerne opløste tinget. Landets øverste ledelse var Altinget, der havde hovedsæde på Þingvellir. Altinget var både en lovgivende og dømmende forsamling. På tinget blev der udarbejdet løsningsforslag til konflikter rundt i landet.
På dette historiske sted blev den islandske republik udråbt den 17. juni 1944.

I 2004 blev stedet fredet af UNESCO.
Derefter gik turen til gejseren Strokkur
Strokkur har en lang historie bag sig. Det startede i 1789 med et jordskælv, der åbnede for den varme undergrund så gejseren pludselig kunne springe. Sådan fortsatte det indtil 1896, hvor endnu et jordskælv atter blokerede for gejseren indtil 1963, hvor lokalbefolkningen tog sagen i egne hænder og rensede det tilstoppede hul. Strokkur har sprunget regelmæssigt siden.

 Vandfaldet Gullfoss er det sidste stop i Den gyldne Trekant
 Der løber ca. 100 kubikmeter vand igennem vandfaldet hvert sekund.Der har tidligere været planer om at udnytte vandfaldet i et elektricitetsværk, men de planer er nu opgivet, og vandfaldet er blevet fredet.

Harpa er det nye koncert- og konferencehus, som ligger på havnen i Reykjavik.
Det er tegnet af Hennings Larsen og Olafur Eliasson, og det er et fantastisk hus.
Det blev færdigbygget midt i den værste økonomiske krise, Island har stået i. Investorerne havde ingen penge, og byggeriet stoppede, og man overvejede, hvad man skulle gøre. Men det ville være dyrere at bryde det ned, end at færdiggøre det. Derfor blev der fundet midler til færdiggørelse.
Heldigvis for det, for nu har vi smukt, smukt vartegn for kunst og arkitektur..

Vi fik en flot rundvisning og så de mange forskellige sale. Her er det største sal, Eldborg.
Vores guide gav os en prøve på akustikken i salen ved at synge for os. Det viste sig, at hun var professionel sanger.

Dette hus kan ikke forklares, det skal simpelthen opleves.

I næste indlæg viser jeg lidt om den islandske uld.